sample-smalt-billede.jpg

Min historie om at være ægdonor

For mange år siden så jeg et program om par, der på den ene eller anden måde havde svært ved at få børn. Der var specielt ét par der rørte mit hjerte, og det var dem, der helt opgav tanken om et barn, fordi de stod på venteliste til at modtage donoræg, og den venteliste var uendelig lang. Jeg gik derfor ind og læste om det, men syntes ikke det lød særlig rart det jeg skulle igennem, så jeg lagde tanken på hylden igen.

Her nogle år efter, så jeg et opslag fra en veninde på Facebook som lige havde doneret æg og jeg tænkte, hvis hun kan så, kan jeg også, hvor slemt kan det lige være? Det kan helt sikkert ikke være lige så slemt som at føde, og det klarede jeg jo fint. Samtidigt har jeg selv to veninder der har kæmpet flere år og kæmper endnu for at få børn, så jeg var ikke i tvivl om, at det var noget der skulle gøres.

Jeg ville gerne vide hvem der skulle modtage mine æg

Jeg havde det i starten bedst med at jeg ”kendte” det par der skulle have mine æg. Jeg fandt et sødt par i Jylland igennem blivaegdonor.nu. De ville meget gerne rejse frem og tilbage for at få min hjælp. Desværre for mig, men godt for dem, var de så heldige at finde en anden donor i Jylland, så de slap for rejsen.Men på det tidspunkt var jeg blevet så opsat på at donere og var blevet godkendt, så jeg fortsatte forløbet på klinikken.

Det var syret at skulle stikke mig selv i maven

Et meget positivt forløb, der gjorde alle mine bange anelser og tanker til skamme. Min største bekymring var at stikke mig selv i maven og selve ægudtagningen. Jeg anede ikke hvordan jeg ville reagere når jeg skulle stikke en nål direkte ind i min mave, og længe leve min lille delle på maven, der gjorde, at jeg ikke kunne mærke noget som helst.

Det var en meget syret oplevelse, at stikke i sig selv uden at kunne mærke det. Et par af sprøjterne gjorde lidt mere ondt, det var den der blandt andet skulle give ægløsningen, men det nev bare i nogle minutter og så var det overstået.

Jeg var bange for ægudtagningen

Jeg havde hørt at det kunne gøre mega ondt at få taget æg ud, så jeg hæftede mig med min tanke om, at når andre helt normale mennesker kunne, så kan jeg også og tog så af sted. Jeg fandt ud af at det åbenbart er meget individuelt, og heldigvis gjorde det ikke det mindste ondt på mig. Det kunne mærkes at de rodede rundt dernede, men kunne jeg mærke bare det mindste fik jeg mere smertestillende.

Det føles rart at kunne hjælpe andre

Jeg lavede æg til to par, og det er en rigtig rar følelse at gå derfra og vide, at nogle mennesker måske får opfyldt deres største ønske.

Jeg var også bange for tanken om, hvordan jeg ville reagere ved at mine gener blev givet til andre, men dette viste sig heller ikke at være noget problem. Måske banker det på døren om 18 år og så tager vi den derfra, men lige nu kører min hverdag bare videre som den plejer.

Mange hilsner

”Pernille”