sample-smalt-billede.jpg

Spørgsmål til undersøgelser før IVF og insemination

Her finder du svar på mange spørgsmål om de undersøgelser vi på Dansk Fertilitetsklinik foretager, inden vi tager stilling til, om behandling med IVF eller insemination er den rigtige for dig.

Skal jeg undersøges for klamydia inden passageundersøgelsen af æggelederne?

Ved undersøgelsen for passage i æggelederne er der en meget lille risiko for at påføre dig en klamydiainfektion, hvis bakterien allerede findes i din livmoderhals. Derfor undersøger vi dig for klamydia inden vi laver passageundersøgelsen.

Hvorfor får man aflukkede æggeledere?

Det skyldes som regel en seksuelt overført infektion, som oftest med klamydia. Det er ikke sikkert kvinden har haft symptomer, idet over halvdelen af alle klamydia infektioner er symptomfrie. Herudover kan en graviditet i æggelederen eller en sprængt blindtarm ødelægge passagen i æggelederne.

Skal æggelederen fjernes når den er aflukket?

Forskning har vist, at det kun gavner at fjerne æggeledere som fyldes med væske under behandlingen. I det tilfælde reduceres chancen for graviditet med 50% og vi anbefaler at du får den fjernet. Det gøres ved hjælp af en kikkertoperation.

Hvorfor skal kvindens hormonprøver undersøges på en bestemt dag?

Kønshormonerne FSH og LH svinger meget igennem menstruationscyklus. Derfor skal prøverne tages 2. eller senest 3. menstruationsdag (regnet ud fra at 1. dag er dagen med frisk menstruationsblødning), for at man kan anvende svarene.

Hvad betyder FSH-tallet?

FSH er en forkortelse for det "Follikel Stimulerende Hormon". FSH-tallet siger noget om, hvor mange æg der er tilbage i æggestokkene.

Jo lavere FSH-tallet er, desto flere æg er der tilbage i æggestokkene som kan stimuleres frem under behandlingen. Det normale FSH-tal ligger mellem 3 og 10.

FSH-tallet analyseres i en blodprøve som skal tages på 2. eller 3. menstruationsdag. Det skyldes, at FSH-tallet svinger ganske betydeligt gennem menstruationscyklus. FSH-tallet er afhængig af østrogenindholdet i blodet. Østrogentallet (østradiol) skal være under 0,2 nmol/l for at man kan stole på FSH-tallet. Derfor bliver FSH og østrogentallet altid målt samtidigt.

Kvindens alder har også indflydelse på antallet af æg i æggestokkene. Derfor kan man godt forsøge at stimulere en yngre kvinde med et højt FSH-tal, hvorimod man hos en kvinde på over 40 år og et FSH-tal på over 10 som regel ikke kan stimulere særlig mange æg. I disse tilfælde er det en individuel vurdering om vi mener at det er muligt at tilbyde behandling.

Hvad betyder AMH tallet?

AMH står for Anti-Müllersk Hormon. Det måler hvor mange små æganlæg der er tilbage i æggestokkene. AMH-tallet er uafhængig af din menstruationscyklus og kan derfor måles alle dage (til forskel for FSH som skal måles på 2.-3. menstruationsdag). AMH tallet skal gerne være højt som udtryk for at du har en stor ægreserve. Er AMH-tallet under 10 er din ægreserve nedsat. Er det mindre end 3 er din fertilitet meget alvorligt påvirket.

Hvem kan få gratis IVF behandling på offentligt Sygehus?

For at få gratis reagensglas behandling på sygehus må man ikke have fælles børn. Behandlingen på sygehuset ophører når kvinden fylder 40 år. Kvinden og manden skal være gift eller have levet i et ægteskabslignende forhold i en vis periode.