sample-smalt-billede.jpg

Dag 0, ægudtagning til IVF og ICSI

Ved ægudtagningen suges væsken ud af folliklerne (ægblærerne) og undersøges i IVF laboratoriet for æg. På det tidspunkt ligger ægget inde i en sky af støtteceller, de såkaldte granulosa-celler. Granulosa-cellerne støtter æggets modning og udvikling inde i folliklen.

Befrugtning ved IVF behandling
Efter et par timer er ægget modent til at blive befrugtet. Når der skal laves IVF, tilsætter bioanalytikeren sædcellerne til ægget kl. 12, hvorefter sædcellerne selv skal finde vej ind og befrugte ægget. Ved IVF behandling foregår selve befrugtningen således helt naturlig. Den finder blot ikke sted i æggelederen, men i inkubatoren i IVF laboratoriet, hvor man efterligner forholdene inde i kroppen. To timer senere kontrollerer bioanalytikeren, at skyen af støtteceller er faldet sammen. Det er et tegn på, at befrugtning har fundet sted, og sædcellerne fjernes igen fra æggene,

ICSI
Når ægget skal befrugtes med ICSI, foretages ICSI proceduren kort efter kl. 12. Bioanalytikeren fanger en sædcelle med et meget tyndt rør, kaldet en pipette. Sædcellen suges ind i pipetten og lægges herefter ind i ægget. Ved ICSI har man forsøgt at optimere muligheden for, at befrugtning kan finde sted. Selve befrugtningen med eller uden ICSI er dog en indviklet biokemisk proces, hvor æggets og sædcellens kromosomer skal parres. Derfor er det ikke sikkert, at alle æg lader sig befrugte korrekt ved ICSI, selv om sædcellen er kommet ind i ægget. Videoen forklarer, hvordan ICSI foregår.

Video: ICSI saedcelle injektion

Fortsæt til befrugtning