sample-smalt-billede.jpg

HPV virus fundet i donorsæd

aug. 08, 2011

I alt 188 forskellige donorer fra sædbanken Cryos blev testet for HPV virus, og man fandt at 16% af donorerne testede positivt. Blandt de positive donorer fandt man i alt 35 forskellige typer HPV virus. Du kan finde originalartiklen af Kaspersen et al. ved at trykke på linket.

De forskellige typer HPV-virus som har højest risiko for at kunne forårsage celleforandringer på livmoderhalsen fandt man i 11 % af de positive prøver (dvs 1.8 % af samtlige undersøgte prøver). I de positive prøver som blev undersøgt nærmere var mellem 1 og 16% af sædcellerne positive for HPV virus.

Hertil skal siges, at HPV virus er meget udbredt i befolkningen. En anden dansk undersøgelse fra 2008 viser at 50% af alle kvinder mellem 20 og 24 år testede positive for HPV virus i en celleprøve fra livmoderhalsen, heriblandt fandt man at 14% havde HPV virus med høj risiko for at kunne forårsage celleforandringer (Kjaer SJ et al. Int. J. Cancer 2008; 123 (8), 1864-70).

Heldigvis er det kun et fåtal af disse kvinder som reelt udvikler celleforandringer. I de fleste tilfælde nedkæmper immunforsvaret selv HPV infektionen. Det er kun hos de kvinder som ikke er i stand til selv at bekæmpe infektionen at virus får lov til at udvikle sig.

En gennemgang af den tilgængelige litteratur har vist, at man også tidligere har påvist HPV virus i sædprøver. Fundet er altså ingen nyhed i sig selv, vi har dog ikke været opmærksomme på dette før nu. Spørgsmålet er så, om antallet af sædceller som bærer HPV virus i sædprøverne er tilstrækkeligt højt til at kunne overføre en infektion? Det ved vi faktisk ikke nok om på nuværende tidspunkt.

Man er heller ikke enig om HPV virus kan have indflydelse på graviditetschancen. Forfatterne i overstående artikel henviser til en lille undersøgelse af 106 kvinder hvor man fandt en forskel (Spandorfer SD et al. Fertil Steril 2006; 86 (3), 765-767), hvorimod et andet stort studie på 1044 kvinder ikke fandt nogen indflydelse af HPV virus på graviditetschancen (Wang Y et al.; Int. J. Obstet. Gynecol. 2008; 101 (1), 21-26). I det store studie opnåede 40% af kvinderne en graviditet, hvilket er helt normalt.

I en artikel i Jyllands Posten i lørdags blev der refereret til, at HPV virus kunne gives videre til fosteret og medføre øget risiko for celleforandringer senere i livet hos barnet. Dette har vi ikke kunnet bekræfte ved at søge i den tilgængelige faglitteratur. Forfatterne henviser til et studie fra 1996, hvor man har fundet mistanke om at museembryoner kunne indeholde virussekvenser i nogle af cellerne. Vi har dog ikke kunnet finde frem til andre studier der bekræfter dette, og har heller ikke fundet rapporter om børn som har udviklet celleforandringer som følge af en smitte overført under undfangelsen.

Da sædceller som bærer HPV virus er vist at have et lavere DNA-indhold end raske sædceller kan man forestille sig, at et æg som bliver befrugtet af en smittet sædcelle ikke vil udvikle sig normalt men går til grunde. Vi mangler dog mere viden på dette område.

Så hvad er konklusionen? De danske fertilitetslæger som er medforfattere i ovennævnte undersøgelse har ikke vurderet at det er uforsvarligt at fortsætte med at foretage donorinsemination. De har heller ikke informeret andre danske fertilitetslæger um deres opdagelser. Det er på nuværende tidspunkt ikke muligt at skaffe donorsæd som er testet for HPV-virus, og mange kvinder er eller har været smittet med HPV virus tidligere i deres liv.

Set ud fra et lægeligt synspunkt vil det være godt hvis sædbankerne i fremtiden kan garantere at deres sæd er fri for HPV-virus. Vi har dog på nuværende tidspunkt ingen beviser for at kvinder reelt er blevet smittet gennem donorsæd, og det må være op til sundhedsmyndighederne at vurdere om risikoen for smitte er så stor at det bliver et krav at al donorsæd skal screenes for HPV-virus.



Tags:
Category:

Indlæser Samtale