sample-smalt-billede.jpg

PCO og graviditet

Ursula Bentin-Ley, specialist i fertilitetsbehandling, ph.d.

Hvad er PCO?

Forkortelsen PCO står for polycystiske æggestokke. Lægen stiller diagnosen på baggrund af en ultralydsskanning. Hvis der er flere en 10-12 små follikler (æggeblærer) på et snitbillede, kalder vi det for polycystiske ovarier eller polycystiske æggestokke.

Hvad er PCOS?

For at opfylde kriterierne for PCOS, skal du udover at have polycystiske ovarier også have enten

  • en lang menstruationscyklus på over 35 dage og problemer med ægløsningen
  • forhøjet mandligt kønshormon i blodet (androgener)

Hvordan stiller man diagnosen PCOS?

Det er nemt at tælle, hvor lang tid der går mellem menstruationerne. Nogen kvinder har slet ikke menstruation, eller bløder kun engang hvert halve år, eller de har meget uregelmæssige menstruationer. Nogle gange er vi nødt til at fremprovokere en menstruationsblødning ved hjælp af nogle tabletter.

Symptomerne på forhøjet mandligt kønshormon (androgener) i blodet viser sig ved

  • tendens til akne eller uren hud
  • tendens til øget behåring (hirsutisme)
  • tendens til, at fedtdepoterne sidder på maven (æblefacon)

Der findes mange forskellige grader af PCOS.

Hvordan påvirker PCOS min fertilitet?

Hvis du har PCOS, har du ingen regelmæssige ægløsninger. Uden ægløsning kan du ikke blive gravid, da der så ikke er noget æg, som kan blive befrugtet. Derfor er den primære behandling at hjælpe dig med at få ægløsning, og derefter at øge chancen for, at ægget bliver befrugtet.

Hvad er årsagen til at jeg har PCOS?

PCOS viser sig på forskellige måder hos den enkelte kvinde. Vi mener, at der også er forskellige årsager til, at forskellige kvinder udvikler PCOS.

Sukkerstofskiftet

En af årsagerne til, at du udvikler PCOS, kan være, at du har en nedsat følsomhed for insulin i kroppen (insulinresistens). Insulin er det hormon som bevirker, at sukker optages cellerne, så de får tilført energi.

Når sukkeret ikke bliver optaget i cellerne, reagerer bugspytkirtlen med at frigøre mere insulin. Det kronisk høje insulinspejl i kroppen medfører, at der bliver produceret mindre SHBG (sex hormone binding globulin) i leveren. Hvis SHBG er lavt, kan det ikke binde så meget testosteron, og resultatet bliver, at der mere aktivt testosteron i blodet.

Når du har forhøjet testosteron i blodet, forstyrrer det frigørelsen af FSH og LH fra hypofysen, så der bliver frigjort for meget LH i forhold til FSH. Hormonerne FSH og LH styrer æggets modning i æggestokken. Når der er for meget LH i blodet, begynder ægblærerne godt nok at vokse, men udviklingen går i stå, inden ægget er modent til en ægløsning. Det er derfor, du har så mange små ægblærer (cyster) i æggestokkene.

Det kronisk høje insulinspejl bevirker også, at æggestokkene producerer for meget androgen (testosteron).

Det høje androgen i blodet bevirker, at cellerne omkring maven oplagrer energi som fedt. Det er derfor PCO kvinder har æblefacon. Fedt omkring maven er mere biologisk aktivt end fedt på lårene (pærefacon). Fedtcellerne omkring maven øger din insulinresistens. Dermed er den onde cirkel sluttet, se nedenstående tegning.


PCO og PCOS patofysiologi


Fedme

Når du har meget fedt omkring maven, bliver din insulinfølsomhed nedsat, og du har svært ved at få sukkeret i blodet ind i cellerne. Det kronisk høje blodsukker sætter gang i hele den onde proces. Jo mere fedt du har på maven, desto mere androgen vil kroppen producere, og desto mere fedt vil aflejres omkring maven.

Er PCOS arveligt?

Der findes arvelige momenter, men de er ikke kortlagt fuldstændigt. Man har fundet variationer på kromosom nr. 15 som kan medføre PCOS, og på kromosom nr. 11 findes en variation, som medfører ændringer i sukkerstofskiftet. Men énæggede tvillinger har ikke nødvendigvis PCO i samme grad, selvom de besidder samme arvemasse. Din livsstil har således stor indflydelse på, hvor udpræget din PCOS er.

Hvorfor medfører PCO barnløshed?

Som det fremgår af ovenstående, medfører din insulinresistens en uligevægt i hypofysehormonerne FSH og LH. Det medfører, at ægblærerne ikke modner korrekt, og derfor får du ikke ægløsning.

Hvorfor medfører PCO akne og hårtab?

Din insulinresistens bevirker også, at der er for meget androgen (mandligt kønshormon) i blodet. Det høje androgenniveau påvirker hårsækkene i huden, og der dannes akne. På samme måde kan kvinder med forhøjet androgenniveau blive lettere skaldet, de taber håret ligesom mænd gør.

Sådan behandler vi ufrivillig barnløshed når du har PCO

Der findes to typer af kvinder med PCO: de tykke kvinder med fedt omkring maven, og de slanke PCO kvinder. Behandlingsstrategien er forskellig for disse to typer.

Når du kommer til den indledende lægesamtale, er det nemt for lægen at stille diagnosen PCO, da vi er specialister på området. Vi skal finde ud af, hvorfor du ikke får ægløsninger. Der kan være lidt forskellige årsager:

  • du har store fedtdepoter på maven
  • du har insulinresistens i dine muskler
  • du har en ubalance i dine hormoner som medfører, at du ikke får ægløsning

Behandlingsstrategien vil afhænge af, hvilken årsag der er den dominerende til din manglende ægløsning.

Hvis du er overvægtig, dvs. dit BMI er over 30, bliver du nød til at tabe dig mindst 7% af din udgangsvægt. Du behøver ikke at komme ned på BMI 25. Når du taber dig, vil fedtet omkring maven aftage, og dermed nedsættes din insulinresistens og det forhøjede androgen i blodet. Når din insulinresistens og det forhøjede androgen aftager, vil hypofysehormonerne blive normaliserede, og dermed vil du få en normal ægløsning igen.

Ofte ser vi, at du begynder at få spontane menstruationer efter et par måneder. Så behøver vi ikke at hjælpe, og I kan selv opnå graviditet derhjemme.

Hvad kan du gøre for at understøtte vægttabet?

Motion

Vi råder dig til at motionere 30 minutter hver dag. Når du motionerer, bruger du de store muskelgrupper på arme og ben. Disse muskler optager sukker, mens du motionerer, og sænker derved blodsukkeret, så bugspytkirtlen producerer mindre insulin. Derved sænkes det kronisk høje insulinspejl, og alle de følger, som det høje insulin medfører. Styrketræning er også godt for dig. På grund af dit forhøjede androgenniveau vil du hurtigt opbygge muskler, når du styrketræner. Når du får omdannet fedt til muskler nedsættes din insulinresistens.

Kost

Du kan også påvirke dit blodsukker gennem kosten. Har du PCOS, bør du spise som en, der har sukkersyge: 3 hovedmåltider og 2 mellemmåltider. Sørg for at få nok proteiner og fedt. Det mætter og holder blodsukkeret stabilt. Du skal skifte de hurtige kulhydrater fra alt sødt ud med langsomme kulhydrater, som for eksempel rå eller lidt kogte grøntsager. Bønner og linser indeholder meget protein, som gør dig mæt og er med til at øge forbrændingen. Du får også protein i kød, fisk, æg og fuldkornsprodukter. Olivenolie, nødder, mandler og fiskeolie er gode fedtstoffer. Undgå smør, fedt fra kød og fede mælkeprodukter.

Hvis du har insulinresistens i musklerne

Enkelte kvinder har glæde af medicin som øger kroppens følsomhed for insulin, Metformin.

Hvis du har PCO og et normalt BMI, ligger årsagen et andet sted. Behandlingen vil i det tilfælde være at rette op på ubalancen i dit hormonsystem.

Konkurrerende årsager til barnløshed

Selv om du har PCO, kan du godt have aflukkede æggeledere samtidigt, eller din mand kan have nedsat sædkvalitet. I det tilfælde skal du behandles med IVF eller ICSI. Det er derfor vigtigt at gennemføre hele undersøgelsesprogrammet, mens du taber dig, så du får det rigtige behandling, når først du er klar. Det er også vigtigt at du taber dig, inden du skal i IVF behandling, da vægttabet nedsætter risikoen for overstimulation.

Medicinsk behandling for manglende ægløsning

Hvis du er en slank PCO kvinde, eller hvis du ikke har fået menstruation efter et tilstrækkeligt vægttab, vil vi give dig en forsigtig hormonstimulation for at hjælpe din krop med at modne et æg helt frem til ægløsningen. Det kan gøres ved hjælp af nogle tabletter eller daglige indsprøjtninger med hormonet FSH. Vi følger stimulationen med ultralydsundersøgelser for at kontrollere, om du reagerer korrekt på stimulationen. Når ægblæren er klar til ægløsningen, får du en indsprøjtning, som styrer ægløsningen, og vi vil inseminere dig omkring ægløsningstidspunktet, for at øge chancen for du bliver gravid.

Hvad betyder PCO for min graviditet?

Der er flere graviditetskomplikationer blandt overvægtige kvinder. For eksempel abort, forhøjet blodtryk, svangerskabsforgiftning og fødselskomplikationer.

Hvad med min PCO når jeg ikke vil være gravid?

Overvægtige PCO kvinder har en øget risiko for følgesygdomme som gammelmandssukkersyge, forhøjet blodtryk, hjertekarsygdom og livmoderkræft. Det er derfor vigtigt, at du fortsætter med at motionere, spise en sund og kulhydratfattig kost og sørge for at holde vægten nede.

Konklusion

Har du mistanke om at du har PCO og gerne vil være gravid, er det vigtigt, at du henvender dig til en specialist i barnløshedsbehandling i god tid.